Kulturpas FAQ

Har du spørgsmål relateret til kulturpas-ordningen, samler vi løbende op på indkomne spørgsmål og opdaterer FAQ på siden her. Du kan allerede nu finde svar på de mest generelle spørgsmål om kulturpasset.

Hvordan ser aftalen om kulturpas ud?

Aftalen har til formål at etablere et nationalt partnerskab for kulturpas med henblik på at gennemføre forsøg med kulturpas i perioden 2025-2026. Det nationale partnerskab består af Dansk Kulturliv og DIF og får til opgave at identificere de unge i målgruppen og facilitere tildelingen af kulturpasset, som er et digitalt betalingskort. Herudover skal partnerskabet forankre og udbrede lokale fællesskabsskabende kultur-, forenings- og idrætsaktiviteter for de unge i målgruppen og forankre og udbrede indsatser, der kan understøtte de unge i målgruppens brug af kulturpas.

Læs hele aftalen her.

Hvem skal administrere midlerne?

Det nationale partnerskab for kulturpas ledes af en Dansk Kulturliv og DIF, der tilsammen udgør partnerskabets projektledelse. Derudover består partnerskabet af en partnerskabskreds, som dækker kultur-, forenings- og idrætslivet og andre relevante aktører fra andre sektorer med erfaring med målgruppen.

Hvordan kan vi få mulighed for at bidrage?

Den præcise model for partnerskaber, der skal understøtte udmøntningen af kulturpasset, er endnu ikke på plads, men vi forventer, at der etableres større nationale samarbejder og lokale samarbejder mellem fx kommuner, kulturinstitutioner, idrætsaktører og FGU-skoler, som skal sikre udbredelsen og anvendelsen af kulturpasset. Kulturinstitutioner- eller virksomheder i Dansk Kulturliv vil altså få mulighed for at bidrage på både nationalt og lokalt niveau afhængigt af deres specifikke muligheder og forudsætninger.

Er det muligt for os at søge om midler til projekter for målgruppen?

Ja, den præcise tilskudsmodel er endnu ikke på plads, men det bliver både muligt at søge om midler til specifikke understøttende indsatser som fx transportudgifter eller lignende. Desuden har Slots- og Kulturstyrelsen udsendt et open call til kulturpas forløb. Her kan der søges midler til større projekter, der involverer målgruppen for kulturpas.

Læs mere i opslaget til open call, som nu er tilgængeligt på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside. Deadline for indsendelse af ansøgning er 23. januar 2025.

Hvordan tænker I kulturpasset skal blive en succes?

Dansk Kulturliv tror grundlæggende på, at kultur, kunst, oplevelser og fællesskaber er afgørende for menneskers – og særligt unges – evne til at begå sig i verden. Derfor er det positivt, at et bredt politisk flertal har fokus på, hvordan vi får kulturen bredt ud til de mest sårbare unge i vores samfund. En central, teknisk løsning kan ikke stå uden lokale initiativer i kulturlivet, og det er vi glade for kulturministeren og -ministeriet har inviteret os til at være med til at sikre. Det er vores ambition at understøtte kulturpassets succes gennem en tæt involvering af kulturlivet i udmøntningen af kulturpasset. Her vil vi inddrage alle de stærke erfaringer og initiativer, der allerede findes et væld af steder i kulturlivet.

Hvordan vil I inddrage medlemmerne af Dansk Kulturliv?

Vi er i tæt dialog med brancheorganisationerne under Dansk Kulturliv i forhold til at afdække specifikke styrker, hensyn og erfaringer blandt de forskellige brancher under Dansk Kulturliv. Sammen med vores medlemsorganisationer tilrettelægger viden bedst mulige proces for inddragelse af kulturlivet i arbejdet. Her vil noget af inddragelsen ske gennem brancheorganisationerne, mens andet vil ske gennem en bred tværgående dialog, som vi fx inviterer til med vores webinar den 9. januar. Når vi kommer længere ind i arbejdet, vil der også være mulighed forat involvere sig gennem lokale partnerskaber på kommunalt og regionalt niveau.

Læs mere om webinaret 9. januar, kl. 12.30-14.30 og tilmeld dig her.

Hvordan vil den tekniske betalingsløsning se ud?

Partnerskabet uddeler kulturpas via en prepaid it-løsning, hvor målgruppen modtager et virtuelt kreditkort med 2.000 kr. til køb af godkendte aktiviteter. Der indkøbes et standardsystem for det digitale betalingskort og understøttende applikation igennem et EU-udbud. Den endelige tekniske løsning er afhængig af valg af leverandør. Betalingskortet kan de unge i målgruppen bruge på fællesskabsskabende aktiviteter, som udbydes af leverandører, som er godkendt til kulturpasset.

Hvordan vil I sikre, at kulturpasset når ud i hele landet?

Det er et krav fra Kulturministeriet og politikerne bag aftalen om kulturpas, at der skal være en geografisk spredning i arbejdet med udmøntingen af kulturpasset. Derfor er det et vigtigt mål for det nationale partnerskaber, at der igangsættes understøttende indsatser i hele landet. Dette kan blandt opnås gennem lokale og regionale partnerskaber med kommuner, FGU-skoler, kulturinstitutioner og idrætsaktører.

Hvordan er midlerne fordelt på puljer vs. administration og IT?

Dansk Kulturliv og DIF skal i partnerskab uddele midler til understøttende indsatser samt stå for indsamling af data om forsøget til afrapportering til aftalekredsen og evaluering. Det nationale partnerskab tilstræber et minimum af administration. Kulturministeriet er ansvarligt for indkøb af den prepaid it-løsning.